Jette Bøgeby

Frederiksberg Konservative




rev. 05.11.2009

Powered by Digital Husflid © 2009
 

Burka

Ja, I må undskylde, men jeg har taget min cykelhjelm med — og det er ikke fordi, jeg vil tale for et påbud om cykelhjelme, men een må jo sikre sig mod alle de løsrevne politiske skud, vi som konservative må lægge vores gode navn og rygte til.

Politiske udmeldinger, som smutter som finker — og som forhåbentlig kun skyldes, at forslagsstilleren ikke har gennemtænkte sine forslag grundigt nok.

Og jeg har også taget mit Dagmarkors på — det undskylder jeg nu ikke — for jeg og alle andre har da heldigvis stadig lov til at bære religiøse symboler i det offentlige rum.

Og nu er der formentlig flere, der har fornemmet, hvor jeg er på vej hen!

Burka-forbuddet.

Det var dejligt, at vi ikke skulle ud i et formandsvalg, som kun var en markering af en frustration over et højst ukonservativt ønske om et indgreb i den personlige frihed — friheden til at vælge. Den frihed, vi konservative altid forsvarer.

Vi var godt nok nogle stykker, der var ved at kløjs i vores konservative tilhørsforhold, da ordet burkaforbud ramte avissider og fjernsynsskærme. Et forbud, der skulle forhindre kvindeundertrykkelse!!

FORBUD FORBUD FORBUD

Vi lever ikke i et forbuds- eller påbudsland — og det skal vi heller ikke. — Det plejer at være netop et adelsmærke for dette parti at værne om friheden til selv at vælge.

I kan f.eks. bare se jer omkring — der er stadig rygere blandt os, og de er ikke kriminaliserede, selvom alle ved, det er skadeligt at ryge. Det er end ikke overvejet helt at forbyde rygning.

At et burkaforbud skulle forebygge kvindeundertrykkelse — det er at gå for vidt!!!! Og faktisk meget mere kvindeundertrykkende.

Tænk for en uforskammethed at gå ud fra, at de burkabærende kvinder i Danmark ikke selv har valgt burkaen til. Der er intet belæg for noget andet.

Hvis tanken er at forebygge kvindeundertrykkelse, så skal vi meget hellere se på den seksualisering, der er sket af det offentlige rum. Prøv at se på reklamerne — hvad har f. eks. en læskedrik med nogle procenters alkohol at gøre med et par silketrusser, der dækker en kvindes underliv?

— Ja for den rene er alting rent, men for mig er det kvindeundertrykkelse, så det basker.

Et burkaforbud er en begrænsning af den personlige frihed — en frihed, som i dag ikke har så vide rammer, som den havde bare for 8 år siden, før 9 — 11, og som vi som konservative skal passe på ikke bliver yderligere begrænset.

Det var derfor befriende at høre Henriette Kjær udtale forleden, at terrorlovgivningen nok bør have et eftersyn — at ikke alle begrænsninger af den personlige frihed er lige nødvendige, og så kan de overflødige fjernes (et ikke-ordret citat).

Min opfordring til folketingsgruppen, til alle os kandidater til kommunalvalget og i øvrigt til alle medlemmer er, at vi ikke glemmer at være et ordentligt parti. Et moralsk parti.

Og at vi husker vores idealer, når vi fastlægger vores fremtidige politikker såvel på landsplan som på lokalt plan.

Og så til sidst til Carina: se nu at komme i gang med de fribyer — på Frederiksberg er vi parate.

Jette Bøgeby

Medlem af hovedbestyrelsen

Indlæg i den generelle politiske debat på Det konservative Folkepartis Landsråd i Bella Centret den 12.-13. september 2009